1. Aftalens omfang
1.1. Aftalen omfatter de ydelser og leverancer, der er specificeret i ordren, herunder alle nødvendige materialer, arbejdskraft og dokumentation for korrekt gennemførelse af arbejdet.
1.2. Ved modstrid mellem AB 18 og disse indkøbsbetingelser har indkøbsbetingelserne forrang.
1.3 Ved Leverandørens modtagelse af en ordre, er Leverandøren forpligtet til at gennemgå ordrens omfang og rette henvendelse til Køber, hvis der er spørgsmål til eller uklarheder i ordren. Leverandøren forpligter sig til at fakturere markedskonformt og i henhold til ordren.
2. Leveringsbetingelser
2.1 Levering skal ske til den aftalte adresse på det tidspunkt og i den mængde, som er fastsat i ordren eller aftalen mellem parterne.
2.2 Hvis leveringen afviger fra den aftalte tid, mængde eller kvalitet, forbeholder Køber sig retten til at afvise leverancen.
2.3 Leverandøren forpligter sig til at overholde Kundens Code of Conduct som findes på https://pka-ejendomme.dk/leverandoerer/.
3. Tidsplan og forsinkelse
3.1. Leverandøren skal overholde den aftalte tidsplan for levering og udførelse af ydelserne.
3.2. Såfremt Leverandøren indser, at tidsplanen ikke kan overholdes, skal Køber straks informeres. Forsinkelse kan medføre et dagligt bodsbeløb, hvis dette er aftalt.
4. Myndighedskrav og autorisationer
4.1 Leverandøren indestår for at indhente alle nødvendige myndighedsgodkendelser og tilladelser til Leverandørens ydelser forud for levering. Alle omkostninger forbundet hermed er Køber uvedkommende.
4.2 Leverandøren indestår for, at Leverandøren opfylder alle offentlige krav (inkl. EU-regler), som gælder for ydelserne, herunder at de opfylder alle sikkerhedsmæssige, miljømæssige og arbejdsmiljømæssige krav. Leverandøren skal straks fremlægge dokumentation herfor, dersom Køber anmoder om det.
5. Betalingsbetingelser
5.1. Betaling af fakturaer sker efter løbende måned + 30 dage. Fakturaer skal sendes elektronisk til Køber senest den første hverdag i måneden. Oplysning om fakturering til ejendommene findes på https://deas.dk/da/sadan-fakturerer-du-deas
5.2. Fakturaen skal udstedes til det af Køber anviste selskab/juridiske enhed og skal altid indeholde henvisning til Købers ejendomsnummer og eventuelt Købers ordrenummer. Såfremt Leverandøren er i tvivl om disse, skal der rettes henvendelse til kontaktpersonen hos Køber. Fakturaen skal indeholde detaljeret specifikation af de udførte ydelser samt eventuelle aftalte ekstraydelser.
5.3. Køber forbeholder sig retten til at tilbageholde betaling, hvis arbejdet ikke er fuldført eller arbejdet eller fakturaen er mangelfuld.
6. Ansvar og forsikring
6.1. Leverandøren er ansvarlig for alle fejl og mangler ved leverancer og ydelser, der konstateres inden for mangelansvarsperioden, jf. AB 18 § 36.
6.2. Leverandøren skal opretholde forsikring, der dækker eventuelle skader og tab som følge af Leverandørens ydelser, i overensstemmelse med AB 18's bestemmelser.
6.3. Leverandøren er ansvarlig for sikring og opbevaring af materialer på byggepladsen eller ved vareleverancer, indtil disse er overdraget til Køber.
7. Mangler
7.1. Køber har ret til at påtale mangler ved leverancer og ydelser i henhold til AB 18, § 30, og Leverandøren forpligter sig til at udbedre mangler omgående uden omkostninger for Køber.
7.2. Hvis Leverandøren ikke afhjælper mangler inden for den aftalte frist, kan Køber vælge at lade tredjepart udføre arbejdet for Leverandørens regning.
8. Ændringer i arbejdets omfang
8.1. Køber har ret til at kræve ændringer i omfanget af de aftalte leverancer og ydelser, forudsat at ændringen er skriftligt aftalt mellem parterne og sker i overensstemmelse med AB 18, kapitel 4.
8.2. Leverandøren har pligt til at meddele eventuelle ændringer i pris eller tidsplan som følge af ændringsanmodningen.
9. Tvistløsning
9.1. Enhver tvist, der måtte opstå i forbindelse med denne aftale, skal forsøges løst ved forhandling mellem parterne.
9.2. Hvis en tvist ikke kan løses ved forhandling, skal den afgøres ved Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed, i henhold til AB 18's regler for tvistløsning.
10. Diverse bestemmelser
10.1. Denne aftale kan ikke overdrages til tredjepart uden forudgående skriftligt samtykke fra Køber.
10.2. Leverandøren må ikke uden Købers skriftlige samtykke anvende Købers navn i nogen form for markedsføring.